På sporet af en skygge

Kære Morten. 6. april 1998

Tak for sidst. Det var en god og meget inspirerende konference! Jeg ved ikke, om du kan hjælpe her, men jeg tror det! Vi kan ikke komme videre med hende. Som du kan se af vedlagte journalark har hun været behandlet dels med cipramil og tryptizol, og dels med en lavdosis- neuroleptika cisordinol, da hun efter mine observationer også har egentlige psykotiske udbrud ind imellem. Jeg har haft mange og lange samtaler med hende om "skyggerne". Hun virker meget motiveret for behandlingog for i det hele taget at komme videre med sit liv. Hendes familimæssige baggrund er trist og tragisk, og hun er ekstrmt hård ved sig selv. Hun vil uden tvivl få det lang bedere ved intensiv samtaleterapi, men du kander jo systemet og vores arbejdsbetingelser, og jeg kan ikke - hvor gerne jeg end ville - tilbyde det, som hun har behov for. Jeg kigger forbi en aften i næste uge... Ser også frem til at høre, om Vibekes resultater med den lille dreng, der var omtalt i pressen.

Mange hilsener

Per

Morten lagde brevet tilbage i mappen. Så stoppede han piben, tændte den og lænede sig tilfreds tilbage i stolen. Havde han nu også grund til at være tilfreds? Eller vaar det etisk forkert, det han havde gjort? Nogle ville nok mene ja, mens andre ville sige, at han havde gjort det eneste rigtige. Han betragtede stolen på den anden side af det store egetræsbord, hvor først kriminalbetjenten havde siddet i dag, så den unge Martin og mange mange andre før den gennem årene.

Han huskede endnu dagen, som om den havde været noget særligt. Men det havde den ikke. Det var fredag... som så mange andre fredage, og det var hen på eftermiddagen. Men det var hende ... Gitte Johansen, der havde gjort netop dennne fradag til noget skelsætende. Hendes besøg i konsultationen dén fredag havde gjort, at han ikke mere var den samme... og aldrig mere ville blive det.