Om Livsens ondskab

Selv om Gustav Wieds roman Livsens Ondskab (1899) traditionelt bliver regnet som et hovedværk i forfatterskabet, får det ligefrem en stedmoderlig behandling i litteraturhistorien, hvilket kan hænge sammen med den eklatante mangel på en hovedperson.
Umiddelbart kan det undre, at ingen tilsyneladende hæfter sig ved undertitlen Billeder fra Gammelkøbing, der i manglen på en egentlig hovedperson bliver af central betydning. Det mest bemærkelsesværdige er måske, at inden for hver billeddannelse bliver altid en form for harmoni fremstillet, som derefter systematisk bliver sønderbrudt. I hvert enkelt billede er der fra første færd en orm, som gnaver. Dette kompositionsprincip, ja mønster gestalter altid en form for spaltning, som gennemsyrer forfatterskabet fra først til sidst. Derfor kan man også betragte forholdet mellem Overlærer Clausen og troldkontrollør Knagsted som en variant af dobbeltgængermotivet.

Bo Elbrønd-Bek (1946-2012), ph.d., cand,mag. et mag.art. har bl.a. undervist ved Odense universist, University og Washington, University of Wisconsin-Madison, Universitet i Oslo, Københavns Universitet, hvortil kommer forskningsstipendier ved Ernst Moritz Arndt Universität zu Greifswald og Humboldt Universität zu Berlin. Har udgivet en snes bøger og offentliggjort et halvhundrede artikler og forfatterinterview.