Negativ pædagogik

Den pædagogisk-filosofiske litteratur er præget af gode ord og intentioner, af positive værdier. Men trods hensigter om at fremme og tilskynde, udskammes der også i pædagogiske sammenhænge, og børn, elever og studerende keder sig undertiden – som de altid har gjort. 
 Godt og ondt skal her omvendes, for måske kan onder som kedsomhed og skam i nogle tilfælde være en betingelse for at blive bragt til at tænke og være befordrende for tilegnelse af færdigheder, så de ikke kræver pædagogiske tiltag. Måske kan goder som kærlighed og fantasi være en hindring for tænkning. Måske kan idealet om lykke også være et reaktionært ideal? 
Negativ pædagogik er med sit negative og nihilistiske perspektiv ganske vist kritisk, men ikke konstruktiv; bogen når ikke frem til en opbyggelig konklusion, og den er på ingen måde løsningsorienteret. 
Med inspiration fra Sigmund Freud, Jacques Lacan og Martin Heidegger gør bogens fem første kapitler op med nutidens krav til den pædagogiske videnskab om at “have effekt for praksis” og med den allestedsnærværende normativitet i den pædagogiske tænkning. 
 Bogens sidste fire kapitler anskueliggør det negative, “det reelle”, dvs. det, der unddrager sig begrebsliggørelse og videnskabelig generalisering. Dette sker med afsæt i dokumentaren The Act of Killing, spillefilmen Nymphomaniac, Heideggers fænomenologiske beskrivelser af kedsomhed og den transkønnede Caitlyn Jenners selvbiografi.