Man forsvinder ikke bare

“To uniformerede betjente i mørket, deres ansigter er oplyste af lampen over døren. Den ene betjent har fat i walkie-talkien ved brystet. Han trykker på den, og dens knitren ophører et øjeblik. Er du Anna Dyhr?”

Det anslås, at hver tiende voksne dansker har afbrudt kontakten til en forælder. Men hvad så, når denne forælder dør: Hvilken ret har man til at sørge, hvis man er den, der sagde fra? Hvordan får man sagt farvel til et menneske, man selv har afskåret kontakten til, inden døden gjorde det?

Man forsvinder ikke bare blotlægger, hvordan komplekse relationer afføder kompleks sorg. Mellem hver eneste linje ligger frygten for, at hovedpersonen som barn af blokkene ikke selv er i stand til at bryde den sociale arv. Bogen igennem griber hovedpersonen efter litteraturen som redningskrans, sproget som ilt.