Lykkens smedje?

Bogens centrale spørgsmål er, hvordan landbobefolkningen forholdt sig til den forandrede sociale virkelighed, hvor befolkningsstigningen og moderniseringen gjorde kampen om ressourcerne stadig mere indædt. Jord blev en mangelvare og mange blev udsat for social tilbagegang.
Bogen tager udgangspunkt i befolkningen 1750-1850 i de tre jyske nabosogne Junget, Torum og Selde i Salling. Godt 5.000 menneskers liv analyseres dels statistisk, dels gennem fortællinger om enkeltskæbner. Med denne blanding af kvantitative og kvalitative metoder er forfatteren i stand til at beskrive både skoven og træerne uden at overse nogen af delene.

Et af bogens hovedresultater er, at den kan afvise, at samfundets modernisering automatisk førte til, at den enkeltes familiebaggrund blev af mindre vigtighed for, hvordan vedkommende klarede sig – altså at liberaliseringen førte til, at enhver blev sin egen lykkes smed. Det var ikke tilfældet, tværtimod: da godsejeren gled ud af billedet som autoritet og ressourcefordeler, trådte familien i stedet til. Nu blev det nødvendigt at komme fra en familie med ressourcer, hvis man selv ville have del i ressourcerne.