I gamle bøger, i oplukte høje

Rasmus Nyerup (1759-1829) er en af den tidlige guldalders store kulturpersonligheder. Han var litteraturprofessor ved Københavns Universitet, leder af Universitetsbiblioteket og boede i hjertet af det gamle latinerkvarter som provst på Regensen.

Nyerup var en mand med mange jern i ilden. Ikke alene skrev han litteraturhistorie og udgav folkeviser, han var også blandt de første, der beskæftigede sig seriøst med den folkelige litteratur. Og så var han en af de drivende kræfter bag oprettelsen af Nationalmuseet - et navn, vi også kan takke ham for.

Rasmus Nyerup havde fingeren på pulsen og stod i kontakt med et hav af betydningsfulde mennesker i ind- og udland. Men når det blev forår, havde han travlt med at komme ud på landet og plukke sin yndlingsblomst, kællingetand, som angiveligt mindede ham om hans fynske barndom.

Historien om Rasmus Nyerup er nemlig også den utrolige historie om en søn af en fæstebonde, der blev løst fra stavnsbåndet og rejste ud for at søge sin lykke ved hjælp af uddannelse og gode forbindelser. Vejen førte ham fra den lille vestfynske flække, som han tog navn efter, over Odense og helt op i Rundetårn.

Bogen om Rasmus Nyerup er den første af sin art. Den er skrevet af førende eksperter på de områder, hvor Nyerup spillede den største rolle i sin samtid - og hvor han har mest at sige eftertiden. Bogen henvender sig til alle med interesse for den tidlige guldalders litteratur og historie.