Håbet dør aldrig

Håbet dør aldrig begynder med at fortælle en biografisk tidshistorie. Jo mere forfatteren beskæftiger sig med at fortælle sin egen livshistorie, jo mere kan læseren følge med i, at forfatteren er et tidsvidne.

Historien bliver spændende, da det hele foregår i et lille hjem, hvor livet bliver mere og mere besværligt, da hele familien er statsløse. De lever som udsatte, da de ikke har et tysk pas, ganske enkelt har de ikke penge til at købe det tyske statsborgerskab, alle og enhver kan sende dem ud af landet. Faderen arbejder for en lille løn i sin fætters slagteri.

Da moderen er meget syg, ender det på tragisk vis, hun dør som 34-årig. Børnene Erika og Irma flytter for en kort tid til Oma Stein i Hagenerstrasse. Knap tre måneder efter moderens død gifter faderen sig med en meget yngre kvinde. Hun bryder sig slet ikke om de to børn, og en mishandling på brutal vis begynder.

Faderen begår selvmord, og børnene finder ham hængende i sit eget slips. De to børn blev vajsenhusbørn og kommer et år i et katolsk børnehjem i Gerresheim, som er en forstad til Düsseldorf.