Her er Leo Tandrups bind 3 i det kæmpeprojekt på fire bind, hvor han forsøger at anskue og nytænke et langt kreativt livs refleksioner over det liv, vi mennesker imellem stadig lever og forsøger at forstå. Bogen her spinder sig ind i Blakes, Delacroix’ og Manets værk. Hvor er vi mellem trøsteløshed og forhåbning? Leo har en række tænkere ved sin side som Hegel og Goethe. Man kommer langt ud og op i perspektiverne, men også langt ind i billedernes sanselige nærvær, ind i det bankende blod som i Delacroix’ frihedsgudinde, ”hans idols frodige, unge og ligefrem lysende nøgne strutbryster, der nysgerrigt kikker med”. Der er tætte iagttagelser og dybe overvejelser. Frihedsgudindens fane er også Leos fane. Det gælder kamp for frihed, lighed og broderskab. Det gælder kunst som handling. Det gælder en ustøvet historieskrivning med sammenvævet socialsfære og intimsfære. Leo skrev med sorg i sindet og med en klingende latter. Om det tidligere storværk Det oprejste menneske lød det: Han gennemgår ”kunstens kultur- og socialhistorie med de store klassiske pejlemærker som drivtømmer op gennem civilisationens bølgedale”. Det er ”som en californisk kæmpefyr i en dansk bøgeskov” (Martin Kloster i NU, Fyens Stiftstidende 2012); ”Leo Tandrup er et af disse utrættelige mennesker, der bestandigt diskuterer og søger veje for kunstens humanistiske forpligtelse” (Bjørn Nørgaard i en anbefaling af samme værk).
Uddrag af bogen Delacroix: Portræt af George Sand, klædt som mand, 1834-35. ”Epifanien stråler fra hendes ansigt. Der er ingen svinkeærinder, ingen væren, der begrænser hans frihed … George lyser ham op. Hun gør ham ivrig. Hun vækker hans godhed. Og mere end det, hans kærlighed, som det snart skulle vise sig… Sammen med den bestemte mund gør de erfarne øjne med deres vemod det klart, at hun før har måttet sætte sig imod besiddertrang og magt fra sin omverden. Hendes ansigt åbner sig kun for et forhold til den Anden, hvis denne ikke er ude på at udøve magt, om så i form bare af nydelse eller erkendelse… Den uendelighed, som George ser i den guddommelige kærlighed, lyser næsten uovervindeligt i hendes øjne, selv over for tidens mange voldelige mænd … Med sin nøgenheds absolutte åbning mod Gud eller det Transcendente får hun hjælp til at gøre en modstand, der ikke gør modstand, nemlig den etiske modstand.”
Om forfatteren Leo Tandrup (1935-2023) var historiker, dr.phil. med virke på Aarhus Universitet til 2005. Efter sin store biografi Ravn I-II om Kristian Erslev og disputatsen om Chr. IV blev det mere og mere til tværfaglig tænkning omkring billedkunstens sociale og eksistentielle betydning. Han skrev blandt andet bøgerne: Michelangelo. Skønhedens gru, 1992; Mefistos mareridt, 1997; Et hug i brystet. Kunst og samfund mellem kærlighed og nihilisme. 1997; Idioten og stjernedyret om Harvey Martin (med Gitte Tandrup) 2001; Moderne danske kunstværker. Næbdyret og hr. Ingenting. 2003; Det oprejste menneske I-III 2012. Flere bøger blev skabt i samarbejde med kunstnere, med Arne Haugen Sørensen Samtaler på en bjergtop 2002 og Korset og himmelstigen 2019, med Carsten Frank Hvid – Sort – Rød, 2015.
