I den kristne kirke har vi et mærkeligt dobbelt forhold til Jesu bjergprædiken.
Vi er stolte over, at netop vores Herre sagde disse berømte ord. Mange af dem er indgået i sproget både det kirkelige og det almene fordi de rammer en nerve. Og fordi de rummer billeder, som sætter sig i os, så vi aldrig glemmer dem. Man kan bare tænke på ordene om splinten i min brors øje og bjælken i mit eget.
Men samtidig ved vi ikke rigtig, hvad vi skal stille op med dem. Det er, som om Bjergprædikenen både fascinerer og frastøder. Mener han virkelig den prædiken alvorligt, og hvordan skal den praktiseres?
Jens Ole Christensens gennemgang af Jesu bjergprædiken byder på skæve vinkler, overraskende pointer samt et kærligt kritisk blik på den tradition, han selv er rundet af. Her er ingen letkøbte svar, men bogen udfordrer vores vanetænkning og drager os med ind i overvejelserne om, hvad Jesu ord indebærer i dag. Alt sammen på baggrund af en dyb tillid til Bibelen som Guds ord.
