Digteren og malerinden

Romanen skildrer B. S. Ingemanns og hans hustru Lucies liv og værker. Ingemann er og har altid været folkekær; og hans smukke morgen - og aftensalmer vælges stadigvæk, når livets mærkedage skal fejres. Men i sin samtid mødte han imidlertid alt andet end accept og forståelse fra de litterære smagsdommere, og hans digtning blev i lange perioder enten sablet ned eller forsøgt tiet ihjel. Heller ikke Lucie blev anerkendt i sin samtid og synes ikke at have sat sig spor i kunsthistorien. Og det burde hun måske, for der er, navnlig i hendes blomsterbilleder, en mærkelig blanding af ynde og vildskab, som på en nutidsbetragter virker fascinerende, og som viser, at hun var forud for sin tid. Hun malede ikke, som de andre, skønmalerier efter naturen, men forsøgte at fange en slags højere virkelighed, der ikke var synlig for det blotte øje. Supranaturalisme, kaldte hun det selv.

I romanen fortælles om to personer, der skrev og malede i den tid, vi kalder Den danske Guldalder, men hvis liv ikke ligefrem blev forgyldte, og som et langt stykke af vejen måtte gå kunstnerisk enegang.