Hun stod fuldstændig paralyseret, mens dyret undersøgte hende med sin snude. Den store hvide bjørn satte sig ned helt tæt på dem, den så på dem, længe. Så nikkede den med sit vældige hoved, rejste sig og forsvandt langsomt i sneen. En skinger ringende lyd fik Sara til at fare sammen. Hun åbnede øjnene, hun lå i sin seng. Forvildet så hun sig omkring. Han var væk, og det var isbjørnen også. Da hun rakte ud efter telefonen, så hun en dråbe størknet blod på sin ringfinger – der hvor rosens torn havde stukket hende.
”Man sidder efter de første sider uvidende om, hvorfor hovedpersonen Sara er havnet i en celle – forklaringen kommer næsten mod slutningen, og endnu en dramatisk begivenhed føjer sig til. Spændingen er holdt dygtigt i live.
