Ole Lillelund (f. 1942 i Odense) har tilbragt hele sin lange digterkarriere, der blev indledt med et par digte i et islandsk tidsskrift i 1964, udenfor rampelyset. Ikke fordi han er eller har været hverken genert eller tilbageholdende, men fordi han aldrig har “spillet spillet” og mænget sig i de rigtige kredse. Og mangel på kvalitet har slet ikke været på tale.Hans første bog, Auktion over van Goghs øre, privattrykt og selvudgivet i 1968-69 (det nøjagtige tidspunkt svæver lidt i de tåger der nu var almindelige på den tid) er ikke bare en digtsamling, men et kunstværk i sig selv. Snittet i linoleum på lærerseminariet og trykt af digteren selv i 30-35 eksemplarer, nåede den aldrig længere end til en lille intim kreds og i dag resterer kun ét kendt eksemplar af det oprindelige værk.Nu findes den imidlertid som digitalt renset genudgivelse og det lange hul i Lillelunds karriere, der kan få det til at virke som om han er en slags late bloomer (hans første “officielle” bogudgivelse er Guanoelegier fra 2009), er blevet udfyldt en smule.Digtene i bogen er vidunderligt syrede og tidstypiske og dog også umiskendeligt lillelundske, med deres blanding af samfundskritik og østerlandske visioner af det uendeligt store i det bittelille. Og så er de fyldt med beat og jazz, som her i Mindedigt over John Coltrane:Som et mørkt brus af indigo
vælder det udaf metallet
en skrigen af tørstige celler
der drikker af din fløjte/sax
bange anelser lister frem
på bladet i munden
kødet hvisler
og så ligger du der
med stilhedens blomst i lungerne
