Sygeplejerskefortællinger fra en anden tid

Sygeplejen var en fascinerende verden, nærmest et lille samfund i sig selv. Som sygeplejeelev boede man på hospitalet, man arbejdede i lange vagter døgnet rundt og deltog i de fester, der bød sig på kaserner og kollegier for mænd.    I bogen fortæller gamle sygeplejersker om deres elevtid og tiden som sygeplejerske. Eli er den ældste, hun fortæller om, hvilket mirakel det var, da penicillinet kom i brug, og børn og unge pludseligt overlevede voldsomme infektionssygdomme. Hanne fortæller, hun måtte sygemelde sig, da hun havde glemt sine eneste strømpebukser på teknikum og ikke kunne møde i afdelingen med bare ben.    Desuden fortæller patienter og pårørende om deres oplevelser. Birthe om, hvor fortvivlelse og angst hun var for, at sønnen Preben var ramt af polio, og Kaj om, hvordan han oplevede at være indlagt næsten et år efter en ulykke.    Bogen indledes og afsluttes med supplerende faktakapitler.       
Uddrag af bogen  Forbindingerne på de store operationssår bestod af kloraminvædede gazetamponer, gazestykker, fobvat (vandskyende) og en longuet stramt om maven (bomuldsbælte). Stuerne lugtede ofte som i en nutidig svømmehal, dog krydret med lugten af bakterier og forrådnelse. Da griner Ida og tager sig til hovedet, for hun kommer til at tænke på, når der flaksede fluer rundt om patienterne med gips. Så var det tegn på, der var fluelarver (maddiker) i et sår under gipsen. ”Så lavede man et lille hul i gipsen og hældte DDT ned i det.” Hun spørger, om jeg har været med til det, men det har jeg godt nok ikke. ”Ja, vi gemte også dåsen, så patienterne ikke opdagede det.”         
Om forfatteren Karen Margrethe Maglekær er uddannet anæstesisygeplejerske og er kandidat i sygepleje. Hun har en lang national og international karriere inden for klinisk sygepleje og har bl.a. arbejdet i Irak og har hentet patienter i hele verden for SOS. Hun er tidligere lektor i sygeplejerskeuddannelsen, hvor hun specielt har interesseret sig for sygeplejens historie.