I litteraturens spejl

At læse romaner er ikke virkelighedsflugt. Litteraturen inspirerer os til at få noget godt og stærkt ud af tilværelsen, til at stille krav om væsentlighed i livet. Vi får trænet forestillingsevnens muskel og lærer andre menneskers verdener at kende. Dette er fortælleren, præsten, forfatteren og læseren Flemming Kloster Poulsens lidenskabelige kærlighedserklæring til litteraturen. I bogen viser han, hvordan man i selskab med romaner af bl.a. Dostojevskij, Ida Jessen, Jens Christian Grøndahl og Kerstin Ekmann kan tage livtag med tilværelsen og få greb om, hvad meningen med det hele er:

"Aldrig har vi haft så mange informationer, aldrig har vi haft så store mængder viden om snart sagt hvad som helst. Alligevel er vi ikke blevet klogere på os selv. Alligevel er den mest udbredte sygdom i dag mangel på mening. Den viser sig som fravær af lidenskab og engagement, som kedsomhed, angst og depression ... Jeg tror på, at den gode fortælling har betydning i ethvert menneskes liv. Den er med til at give oplysning om det at være menneske, livsvejledning og mening i tilværelsen," skriver Flemming Kloster Poulsen i sit efterord.