Hanne Ørstavik (f. 1969 i Tana, Finnmark) debuterede i 1994 med romanen Hakk. Har siden udgivet romanerne Entropi (1995), Kjærlighet (1997), Like sant som jeg er virkelig (1999) og Tiden det tar (2000).
I Den tid det tager møder vi den voksne Signe der bor sammen med kæresten Einar og deres fireårige datter Ellen på en gammel gård. Julen står for døren. Forældrene og broren kommer på besøg og spørgsmålet om hvor julen skal fejres, udløser en konfrontation mellem Signe og moren. En konfrontation der tvinger Signe til at forholde sig til sin egen historie og sin barndom i Finnmark i 1980erne.
Med et sikkert greb om form og sproglige virkemidler fortæller Hanne Ørstavik en rystende historie om en tilsyneladende velfungerende familie og gør det med en indlevelse som bevæger læseren dybt og giver historien almen gyldighed.
Hanne Ørstavik er oversat til tysk, fransk, ungarsk og svensk.
Fik i 1999 Sult-prisen for "et eminent yngre forfatterskab" og P2-lytternes romanpris.
Den tid det tager blev i Norge nomineret til Kritikerprisen.
Uddrag af anmeldelser:
"HØ fortæller denne triste, tragiske Tove Ditlevsen'ske hverdagshistorie meget fint, i en neutral refererende stil, der holder dramaet tilbage, indtil det bryder løs." Jens Kistrup, Weekendavisen
"Den unge norske forfatter HØ skriver fint og indfølende om en families hemmelighed. (-) Livsløgnen er beskrevet allerbedst af en gammel norsk forfatter - men HØs demonstration er hermed på det varmeste anbefalet." Mai Misfeldt i Berlingske Tidende
"HØ er god til at give mellemrummenes hemmeligheder liv og eksistens, at fordele lys og mørke mellem personerne, at give de sarte glæder et sprog i pigens håb og frygt. (-) Tankevækkende er bogen den tid, den tager." Torben Brostrøm, Information
"Romanen er en hård samtidsskildring. (-) Men den giver også en smule håb. Den følsomhed, skæbnerne fortælles med, lader os ane, at der hinsides bitterheden stadig er en rest af engagement og tro på, at lyset vender tilbage." Kasper Lezuik Hansen, Kristeligt Dagblad
"Den tid det tager gør mig både varm om hjertet og giver mig tårer i øjnene, ikke kun fordi det er en gribende historie, men mest af alt fordi den er så glitrende fortalt, med en stilistisk nuancerigdom, en fingerspidsfornemmelse for sproglige mikroorganismers meningsbærende kraft og en kompositionel elegance som er meningsbærende ... Fortsætter Ørstavik at udvikle sig sådan som hun har gjort indtil nu, står vel den litterære verden snart over for et dronningeskifte." Øystein Rottem, Dagbladet
"Hanne Ørstavik bruger ikke store ord og dramatiske fagter i sine bøger. Måske er det derfor de virker så stærke. Samtidig som ordbrugen er enkel og hverdagsnær, er den raffineret varieret. Den kan fremstå så enkel, så nøgen, dirrende ubeskyttet og grusomt afslørende. Og samtidig så hårdtslående i sin sårbarhed, kompromisløst indtrængende i sin kritik." Geir Vestad, Hamar Arbeiderblad
