Toulouse-Lautrec

I det meste af kunsthistorieskrivningen i det 20. århundrede har det været god tone at holde kunsten adskilt fra populærkulturen. Det ændrede sig i 1960’erne, hvor grænserne mellem kunsten og populær- eller massekulturen forskød sig radikalt. Andy Warhols dyrkelse af stjernekulturen og hans kunstfabrik er nok det mest indlysende eksempel. Genealogisk er Paris i La Belle Époque et vigtigt led i denne historie, og Henri de Toulouse-Lautrec indtager en helt særlig status på grund af hans fuldstændigt utilslørede udveksling med underholdningsindustrien fra slutningen af 1880’erne. Den menneskelige komedie – som Balzac døbte det sociale spil – blev i Lautrecs fortolkninger af storbyens teater infiltreret af de populærkulturelle dynamikker. De bidrog selv til at skabe den kultur, der blev portrætteret. Lautrec er derfor lige så aktuel i dag som i den tidlige moderne verden, hvor hans kunst blev til. Det gælder ikke mindst i hans banebrydende og visuelt radikale grafiske værker og plakater, der blev til i en periode på blot ti år fra 1891 til hans død i 1901, hvor han nåede at producere over 360 forskellige litografiske tryk.  
Den Kongelige Kobberstiksamling rummer i dag en af de mest fuldstændige samlinger af Lautrecs grafiske værk. 
I modsætning til tidligere tiders kronologisk anlagte udstillinger anskuer Toulouse-Lautrec. Den menneskelige komedie Lautrecs værk ud fra en overordnet, tematiserende vinkel, der viser et bredt udsnit af Lautrecs grafiske værk med fokus på storbyens krop og dens iscenesættelse af køn og identitet.