Dannelse i individualiseringens tidsalder

Med udgangspunkt i en skitsering af folkeskolens individualiserende
tiltag har artiklen til formål at diskutere effekten af disse samt de problemer,
de potentielt kan afføde hos den opvoksende generation – på
såvel individ- som samfundsniveau. Her vil artiklen argumentere for, at
skolen har glemt sin dannelsesopgave, nemlig at danne demokratiske
samfundsborgere. Med udgangspunkt i Klafkis kategoriale dannelsesperspektiv
argumenteres der for, at dannelse i denne forstand kan fungere
som den sammenhængskraft, der er nødvendig, for at et samfund
kan eksistere. Selv om dette kan lyde som en rekurs til 1970’erne, er
dette ikke (nødvendigvis) tilfældet. I stedet argumenterer artiklen for, at
der er tale om et særdeles nutidigt perspektiv med fokus på den etiske
samfundsborger, der ikke kun har sig selv for øje.