At få begrebet mening til at give mening i en praksisteoretisk ramme

Begrebet mening er et af de mest artsdefinerende for os mennesker.
Spørgsmål om mening er i spil i alle aspekter af vores liv, i alle vores
handlinger, følelser og tanker. Ja, man kan i en vis forstand sige, at vi
mennesker er dømt til mening, idet vi slet ikke kan lade være med at
prøve at forstå den verden, vi er en del af, ved at tolke, forbinde og
kodificere de fænomener, vi støder på. For os mennesker er meningsforholdet
uomgængeligt. Ikke desto mindre er det svært at blive klog
på. For ikke alene er begrebet uhyre svært at afgrænse. På paradoksal
vis er det samtidig et forhold, videnskaben historisk har brugt megen
energi på at ignorere, udgrænse og indsnævre. Men hvad sker der, hvis
vi sætter meningsbegrebet i centrum af vores selvforståelse og omverdensforhold? Hvad indebærer det, og hvordan skal vi gribe det an? Det
er nogle af de spørgsmål, denne artikel diskuterer. Det sker ud fra en
såkaldt praksisteoretisk tilgang, der argumenterer for, at vores forsøg
på at få ting til at give mening har afsæt i de handlesammenhænge, vi
indgår i, i hverdagen og vores daglige praksis.