Musikselskabets retsstillingved brug af musik i radio og tv

Musik har været en fast bestanddel af film- og tv-produktioner, lige siden der kom lyd på film. Og netop synkronisering, som er betegnelsen for at lyd og billede ved en teknisk handling sammenstilles, har været et af de største teknologiske fremskridt på det audiovisuelle område. Synkronisering udgør en ophavsretlig handling og er en teknik, der anvendes i de fleste produktioner. Alligevel er synkronisering ikke et selvstændigt begreb i ophavsretslovgivningen. Det skaber usikkerhed om reguleringen og har derfor været genstand for behandling ved domstolene. 
Den teknologiske udvikling har samtidig betydet, at digitalt forbrug af musik fylder mere og mere i det musikalske landskab. Det viser sig ved, at distributionsmetoderne på få år har ændret sig markant. Førhen foregik distributionen af musik udelukkende gennem fysisk salg af vinylplader og CD’er, men i dag er markedet gennemsyret af musikstreamingtjenester og digitale købsplatforme. I dét lys er der anledning til at overveje om musik, som alene distribueres digitalt uden også at blive distribueret fysisk, kan anses for udgivet efter den ophavsretlige regulering. 
Med afsæt i den teknologiske udvikling behandler denne bog adgangen til at foretage synkronisering, samt hvorvidt digitalt distribueret musik skal anses for udgivet. Bogen fokuserer på musikselskabets retsstilling ved brug af musik i radio og tv i henhold til tvangslicensreglen i ophavsretslovens § 68. Området forvaltes af den kollektive forvaltningsorganisation Gramex og er årligt genstand for væsentlige indtægtsstrømme for både musikselskaber og udøvende kunstnere.