Modsatrettede forpligtelser

Det er blevet en selvfølgelighed, at intet, der har at gøre med stress
og arbejdsliv, er helt selvfølgeligt. Også i dansk sammenhæng gælder
dette spørgsmålet om, hvad stress egentligt er – somatisk eller psykisk
tilstand, individuel eller kollektiv udfordring, et faktisk produkt af vores accelererede arbejdskultur eller en nødvendig konstruktion
af vores professionaliserede bekymringsindustri (Andersen, 2007; Andersen & Brinkmann 2013)? Det gælder spørgsmålet om, hvad der i
grunden afstedkommer de skadelige stresstilstande – mangel på indflydelse eller for meget ansvar, mængden af arbejde, graden af fleksibilitet,
misforholdet mellem kerneopgaverne og alt det andet, arbejdsbetingelserne selv eller vores opfattelse af disse betingelser
(Buch et al., 2009; Andersen, 2009; Deding et al., 2006; Bovbjerg, 2011; Kristensen & Petersen 2013a; Thyssen, 2013)? Og det gælder, hvordan og hvornår arbejdsrelateret
stress i det hele taget skal forebygges eller behandles, og ikke mindst hvor det skal foregå – på arbejdspladsen eller andetsteds (Holt, 2003)? Til denne række af aktuelle
uselvfølgeligheder har endnu én imidlertid meldt sig, der yderligere vanskeliggør arbejdet med stress praktisk såvel som teoretisk.