Forandringsledese som responsiv praksis

På trods af det markante fokus på organisatoriske forandringsprocesser
fra såvel forskning som konsulentpraksis er det et stadigt åbent
spørgsmål, hvordan vi kan forstå den kendsgerning, at organisatoriske
forandringsprocesser så ofte slår fejl. Og hvad ledelsens rolle og
ansvar i forbindelse med en forandringsproces er. I denne artikel giver
vi et bud, baseret på en konkret organisatorisk forandringsproces,
læst fra to forskellige teoretiske perspektiver. Det første er den
amerikanske professor og konsulent John Kotters teori om vejen til
en vellykket forandringsproces igennem en otte-fase-model. Kotters
teori skriver sig ind i en traditionel tilgang til organisatoriske forandringsprocesser; en tilgang, som i grove træk er kendetegnet ved at
tænke en forandringsproces som lineær, kausal og ledelsesstyret via
planlægning (Borum, 1995). Det andet perspektiv udspringer fra
kompleksitetsteorien og er repræsenteret ved den engelske professor Ralph Staceys teori om complex responsive processes. Tilgangen er kendetegnet ved at anskue forandringsprocessersom nonlineære og emergerende ud af dialog.