Af en instrumentalists bekendelser

Det er det gode gamle spørgsmål om forholdet mellem viden og tro.
Verbum og substantiv: At tro på tro, at tro på viden, at kende (vide)
sin tro, at kende (vide) sin viden. At kende (vide) sin viden, og at tro på tro, kan nok føre spændende veje, men kommer også let til at snuble over sig selv. Hvad kan vi vide, at vi ved? Spørg Descartes; vi kan ikke vide andet, end at vi funderer over det. Tro på tro lukker enten helt om sig selv eller er i bedste fald det kortest mulige udtryk for selvsuggestion.
Tilbage står at tro på viden og at vide, hvad man tror på. Evidens må være et udtryk for at tro på viden. Have en forvisning om, at vi kan finde årsagssammenhænge mellem dit og dat. Det må man tro på, hvis man bevæger sig ind i det felt. I samme felt står forestillingen
om evidens fint sammen med en række søstre og brødre: Monofagligheden,
tilliden til, at én metode kan løse problemerne, forestillingen om implementering og meget mere. Faren er, at man meget let kan blive blind på sit eget udgangspunkt og dermed konvertere til at vide, at man ved. Med stor risiko for akademisk arrogance. Endelig har vi at vide, hvad man tror på. At erkende, at man tror på noget. Måske endda at erkende, at man tror mere på noget end på noget andet, som dog ikke desto mindre er inkluderet.