Filmen må dø

En filminstruktør ligger i en hospitalsstue, koblet til maskiner. Øjnene er lagt i apparatet; billederne slipper ham ikke.



Filmen er slukket, men efterladt i kroppen som restvarme, støv og lyd. I ni scener følger vi stemmen gennem maskinens åndedræt, klipperummets mørke og biografsalens efterglød, mens han forsøger at trække blikket ud af de billeder, han har skabt.



»Filmen må dø« er en hospitalsjournal om blik, vold og ansvar. En krop, der for sent forstår, hvad det vil sige at rette et kamera mod det, der ikke skulle filmes.