Da digitaliseringen begyndte, det vil sige dette at bogstaver og grammofonpladeriller og fotokorn skulle omdannes til 0-er og 1-taller, opstod der et alvorligt problem: der skal mange 0-er og 1-taller til selv den mindste ting, og digital hukommelse fyldt og kostede og tog tid dengang. Det kunne gå med bogstaver, og musik kunne lagres på en CD, men et billede i skærmstørrelse ville umiddelbart fylde over to millioner bytes, og det skulle kunne transmitteres igennem internettet. Der måtte findes en metode til effektiv komprimering, men ingen kunne rigtigt forestille sig hvordan. Derfor dannedes i 1986 en gruppe bestående af folk med de mest forskelligartede former for ekspertice: matematik, programmering, statistik, psykologi, farvelære, foto, ... Det tog dem fem år at finde en løsning, og denne er højst mærkværdig: der skal bruges besynderlige tabeller, som må ligge i billedets header, og som kan bestå af over 600 tal. Metoden blev fremlagt i en rapport i 1992, og den er siden den tid blevet næsten enerådende: jpg- eller jpeg-formatet, opkaldt efter gruppens navn JPEG = "Joint Photographic Expert Group".
I denne bog gives en komplet fremstilling af teorien. Der skal nok en del stædighed til for at forstå den helt tilbunds, men ikke de store forkundskaber - hverken matematik eller programmering. Bogen foreligger som Wikibook og er derfor på engelsk - Gert Buschmann er hovedbidragyder.
Bogen er delt i to dele: I 1. del redegøres for problemstillingen, og der vises en metode til at komprimere som er enklere end den rigtige jpg-metode, og som komprimerer ganske godt. Fra en internetadresse kan hentes programmer til eksperimenter. I 2. del vises den rigtige jpg-metode, og der er programmer i et letforståeligt sprog, og programmer til demonstration. I jpg-filens header kan, foruden de obligatoriske informationer, ligge alskens tænkelige meddelelser: tid, gps, kamera, indstillinger, oplysninger, fortællinger - og hemmeligt materiale.
