Vejledning - som en dialogisk og samskabende pædagogisk praksis

Der har igennem de seneste år været fokus på at skabe mange forandringer i skolen, jf. både inklusionsloven i 2012 og Folkeskolereformen i 2014, hvilket har afstedkommet, at der i langt større grad er fokus på lærernes pædagogiske kompetenceudvikling på skolerne. Flere undersøgelser peger dog på, at lærerne oplever sig pressede og finder deres pædagogiske praksis både udfordrende og kompleks (Molbæk, 2016; Jensen et al., 2016). I forlængelse heraf peger undersøgelser på, at lærere i højere grad har behov for at kunne reflektere over deres praksisudfordringer (Bladini, 2004; Sundqvist, 2014; Von Ahlefeldt Nisser, 2011). Denne artikel bygger på fund fra ph.d.-afhandlingen Vejledning af lærere – en samskabende proces. Når lærere støttes i at udvikle inkluderende læringsmiljøer (Jensen, 2017) og sætter fokus på, hvordan lærere og vejledere oplever et vejledningsforløb over tid. I undersøgelsen indgår fire vejledningsforløb, som er fulgt over perioder på mellem 3 og 8 måneder. Lærerne, der deltager i undersøgelsen, oplevede sig desorienterede og havde mistet meningen med at være lærere i deres komplekse praksis. Derfor handler undersøgelsen om, hvordan netop disse lærere oplever at være i deres lærerarbejdslivsverden, hvilke udfordringer de står i, samt hvordan de kan støttes og vejledes til igen af få skabt mening i denne verden. Herudover er det en pointe i undersøgelsen, at vejlederne, der vejleder, selv har en baggrund som lærere og derfor kender til den praksis, lærerne arbejder i. Da undersøgelsen primært fokuserer på læreres og vejlederes oplevelser af et vejledningsforløb, tager afhandlingen afsæt i en fænomenologisk grundlagsforståelse, hvor førstepersonsperspektiverne gives betydning og relevans (Husserl, 1995; Zahavi, 2013a, 2013b). Artiklen vil vise, hvordan lærernes meningsgenese bliver et omdrejningspunkt gennem vejledningsforløbene for både lærerne og vejlederne.