Den seneste udvikling i Finland i forbindelse med undervisning for højtbegavede

Det finske skolesystem kan bedst beskrives som overordentlig egalitært. Siden 1970’erne har det været et kerneprincip i finsk undervisning at fastholde ligheden, hvilket kommer til udtryk i den omsorg, der ydes til de svageste elever som for eksempel børn med indlæringsvanskeligheder (Tirri & Kuusisto, 2013). Det forventes, at lærere tilpasser deres undervisningspraksis, således at den tager hensyn til elevernes individuelle særtræk, behov og interesser. Der lægges vægt på den enkelte elevs udvikling, og tværfaglige teams yder individuelt tilpasset elevstøtte. Denne form for udviklingspædagogik (Rissanen, Kuusisto, Tuominen & Tirri, 2018) er imidlertid ikke blevet overført til de højtbegavede elever, hvis muligheder for at lære og udvikle sig ved at arbejde med udfordrende opgaver nærmest har været systematisk forsømt. I Finland har undervisning af højtbegavede været afhængig af enkeltstående lærere, eftersom hverken undervisningssystemet eller lærernes uddannelse har taget problemstillingen op (Tirri & Uusikylä, 1994; Laine & Tirri, 2016).