Bogen indeholder foruden Aristofanes værk et forord og efterskrift af oversætter Ole Thomsen.
Skyerne kan læses sammen med Holbergs Erasmus Montanus, som er inspireret af bl.a. Molières Misantropen. Hovedpersonen i Skyerne er ganske vist ikke Sokrates, men en falleret bonde.
Bonden henvender sig til Sokrates for at lære at bort-argumentere den kæmpegæld, der er ved at drive ham fra hus og hjem. Sokrates fremstilles som leder af en tænketank, hvor han sammen med en kreds af studenter udforsker to ting: verdens indretning og kunsten at overtale mennesker.
Vi befinder os her i 400-tallet midt i den græske oplysningstid, og både kosmologien og retorikken var splinternye opfindelser; i komediens lys fremstår begge disse videnskaber som sortekunst og svindel: undergravende for såvel gudstro som menneskeligt samkvem.
Skyerne er vor ældste kilde til viden om Sokrates og et provokerende korrektiv til den fremstilling af ham, som findes hos hans elever, med Platon i spidsen. Hvad skal det betyde at fremstille Sokrates som alt det, han ifølge Platon nægtede at være: betalt underviser, naturforsker og sofist!
Søren Kierkegaard, som havde underkastet Skyerne et indgående studium, fandt imidlertid, at Aristofanes var den af alle de antikke forfattere, der var kommet sandheden om Sokrates nærmest. Hermed mente Kierkegaard, at komediedigteren havde afsløret den berømte sokratiske ironi som: mangel på virkeligt medmenneskeligt engagement.
Skyerne rejser masser af problemer - men heldigvis er problemdramaet en latterorkan, ligesom de ti andre aristofaniske komedier.
