Epidemiologiske teorier i den første halvdel af det nittende århundrede

Forståelsen af, at de såkaldte patologiske mikrober spiller en afgørende rolle for menneskets sundhed, er relativt ny og har været i forandring helt fra teoriens fremsættelse. I sin bog fra 1910 fortæller den danske bakteriologis grundlægger, Carl Julius Salomonsen, om denne videnskabs udvikling i første halvdel af 1800-tallet. Selvom mange af Carl Julius Salomonsens egne forestillinger om denne komplicerede videnskab i dag er blevet modbevist, er det meget interessant at se ham forholde sig til den videnskabelige tradition, han skrev sig ind i og gjorde op med på én og samme tid.





Carl Julius Salomonsen (1847-1924) var en dansk læge og bakteriolog. Han var professor i bakteriologi ved Københavns Universitet og i 1895 oprettede han Serotherapeutisk Laboratorium, hvor der blev forsket i fremstillingen af serummer. Laboratoriet blev i 1901 omdannet til Statens Seruminstitut og Salomonsen blev ansat som direktør i instituttets første leveår. Han var desuden medstifter af Medicinsk-Historisk Museum - det senere Medicinsk Museion - og var i årene 1909-1910 rektor ved Københavns Universitet.

Salomonsen havde en stor interesse for kunst, og var stor fortaler for naturalismen. Hans afhandling "Smitsomme sindslidelser før og nu med særligt henblik på de nyeste kunstretninger" fra 1919 argumenterede for, at de moderne kunstretninger som ekspressionisme, futurisme og kubisme ikke alene var hæslige og frastødende, men ligefrem var et udtryk for smitsom sindslidelse. Afhandlingen medførte en heftig debat i det danske kunstmiljø.